Rauchbier
Rauchbier er en tysk specialitet, der minder om en lager – men med et twist. Her bliver malten tørret over træ- eller tørverøg, lidt på samme måde som man gør med whisky. Resultatet er en øl, hvor både smag og aroma har en tydelig røget karakter, der kan minde om bacon eller røget skinke.
Intensiteten af røgsmagen kan variere meget: Nogle varianter er let røgede og balancerede, mens andre er markant domineret af røg. De fleste Rauchbiere er klare og lysebrune, men der findes også mørkere udgaver.
Det mest kendte eksempel er uden tvivl Schlenkerla fra den bayerske by Bamberg, hvor stilen stadig holdes i hævd som en del af byens bryggetradition.